Oplev naturen i Gærum
Gærums omkringliggende natur er i absolut øverste klasse og virkelig et besøg værd. Naturen rummer mulighed for mange forskellige oplevelser. Området omkring Gærum er præget at et bakket landsskab med både opdyrkede marker, vild natur og skove. Naturen omkring byen indbyder til mange forskellige aktiviteter for hele familien.
Gærum Naturstier – 2 km, 4 km, 6-10 km
Der er masser af muligheder for gåture omkring Gærum og Gærum Bakker.
Gul rute, Vildfredstien, 2 km i bakket landskab. Dyrehold i græsningssæsonen.
Blå rute, Rør-ruten, 4 km forbi ejendommene V. og Ø. Rør.
Hvid rute, 6-10 km gennem Guddalen og op til Kig-ud, Vendsyssels næsthøjeste punkt, tæt på tingsted, forbi Katsig Mose. Flere variationer og mulig kobling til Kongestien via Flade Rævdalvej.
Gærum Kulturstier – 4 km, 7 km
Oplev det fantastiske bakkede landskab nord for Gærum på disse kulturhistoriske ruter.
Ruterne passerer forbi kirke, jættestue, mindesten fra krigen, gravhøje og langdysse samt svinebruget Blakshøjgård og flere ejendomme. Ruten deler sig ved gården Sdr. Tørrildhaven.
Kig ud – Gærums solnedgangsplads
“Kig ud” er med 122 meter Vendsyssels næsthøjeste punkt. Fra “Kig ud” er der en fantastisk 360 graders udsigt udover hele området. På gode dage er det muligt at se til Skagen i nord, Sæby i øst og Jyske ås i syd.
Når vejret tillader det er det muligt at se nogle smukke solnedgange fra “Kig ud”, som sagtens kan hamle op med solnedgangspladsen i Gammel Skagen. “Kig ud” kan bestiges på både gå ben, cykel eller i bil.
Stedet er blandt naturvejleder Bo Storms 10 steder du skal opleve i Frederikshavn Kommune.
Gærum Plantage & Katsig Mose
Gærum Plantage er et større privatejet skovområde ca. 1 km nord for Gærum. Her er der mulighed for at gå- eller løbeture i den flotte natur.
Som en del af Gærum Plantage ligger Katsig Mose, der er et flot moseområde hvor man sammen med børnene har mulighed for at fange haletudser, og generelt bare opleve den smukke natur.
Da skoven er privatejet glæder følgende reglement for færdsel i skoven.
Stedet er blandt naturvejleder Bo Storms 10 steder du skal opleve i Frederikshavn Kommune.
Bangsbo Å & Vrangbæk
Bangsbo Å er en lidt over 12 km lang å, der har sit udspring ved bebyggelsen Gundestrup 3-4 km syd for Gærum. Åen løber mod nordøst forbi Boel Mølle, hvorefter åen slynger sig gennem landsskabet forbi Vrangbæk og Donbæk. Bangsbo Å har sit udløb i Kattegat ved Bangsbostrand.
Der er mulighed for lystfiskeri i Bangsbo Å. Du kan læse mere om køb af fiskekort og regler for fiskeri her.
Vrangbæk er et ådals område omkring 2-3 km øst for Gærum. Området er kendetegnet ved flot natur året rundt, Bangsbo Å, der skærer gennem landskabet og Gravplads fra Jernalderen. Denne kan du finde vej til her.
Åsted Å
Åsted Å er et 12 km tilløb til Elling Å. Åsted Å har sit udspring i morænebakkerne mellem Gærum og Stenhøj. Åen løber 2-3 km vest for Gærum videre forbi Lindet Mølle, gennem naturområdet Åsted Ådal og videre til udløb i Elling Å.
Der er mulighed for lystfiskeri i Åsted Å. Du kan læse mere om køb af fiskekort og regler for fiskeri her.
Ved hovedgården Lindet passerer Åsted Å Lindet Mølledam, som oprindeligt er dannet som en opstemning af Åsted Å for at producere vandkraft. I dag er møllen tørlagt, men på Lindetvej er det stadig muligt at passere den gamle mølle og se den flotte natur ved mølledammen.
Du kan læse meget mere om muligheden for at bruge naturen i Gærum og omegn på udinaturen.dk og vandretips.dk